onsdag den 7. november 2012

Et bedre menneske på skrift?

Da jeg var yngre, var jeg bedst til mundtlig eksamen. Jeg elskede at tale, formulere mig, og kunne tale mig (bilder jeg mig selv ind) en karakter op.

Det skriftlige var ok - jeg var ikke dårlig, da jeg skrev et væld af breve (dengang man endnu havde penneveninder - Åh Gud jeg er gammel), men det var ikke min foretrukne kommunikationsform. Det hjalp da heller ikke, da jeg begyndte på min drømmeuddannelse på universitetet, og blev spurgt om jeg var dårlig til det danske sprog ud fra en opgave, jeg havde skrevet. Det var lige ovenpå en karakter på 11 i den store opgave, man skulle skrive i 3.g., hvor jeg faktisk skrev i dansk. Jeg tror, at jeg har haft en lidt underspillet rolle i forhold til det skriftlige. Måske u-dansk (eller i al fald u-Mors-isk) tilgang til det: at jeg var god til det, men holdt mere af det mundtlige.

Nå men i de senere år, har det forandret sig. Jeg er blevet frygtelig dårlig til at tale. Jeg taler sort, lange sætninger, kompliceret i en grad, hvor jeg ikke selv ved, hvad jeg siger.

Jeg må indrømme, at jeg bare er et bedre menneske på skrift. Mød mig ikke i virkeligheden!!!


tirsdag den 10. april 2012

fredag den 6. april 2012

FB fnidder

Nu er det sagt. Jeg er på meget på Facebook. ALT for meget. Ikke bare min computer bliver beslaglagt til meningsløse opdateringer, men også min mobil, andre mobiler, andres computere - overalt, hele tiden, ved bussen, på cyklen, på arbejde, til middag, midt om natten.....STOOOOOP.

Jeg kan simpelthen ikke holde det UD længere - holde mig selv ud. Det er for meget - hvem er jeg blevet i det her? Mini-blogging, selv promovering, selv iscenesættelse, identitets illusioner, ønsketænkning. Jeg er f*cking ikke mig selv derinde, men en afart, en vanskabning af det menneske jeg er, og i det hele mister man sig selv.

Spørgsmålet er hvad jeg søger, når jeg nu her på bloggen søger anonymitet. Få udvalgte ved hvem jeg er, men ellers er det bragende rart at mine hemmeligheder er mine. Også selvom jeg vælger at dele dem med læseren.


Hvad giver FB mig som denne blog ikke gør? Umiddelbar tilfredsstillelse eller bare en dæmper på den uro jeg føler ved ensomhedens klør, der river i mig?

Der er ikke mange køer, der leer i dette øjeblik.


lørdag den 25. februar 2012

Græsset er grønt

...grønnere hos naboen dog.

Hvad er grunden til at græs altid er mere grønt hos naboen? Johathan Franzen skriver bl.a. om det i sin bog "Frihed" (som jeg kan anbefale alle, der har lyst til at læse en god bog) - det et vi ser andres liv og længes efter en pudsning af vores eget?

Hvad er det i os, der gør, at vi altid gerne vil have det, vi ikke har - eller det vi ikke kan få? Hvorfor vil vi bemægtige os, det vi ikke har magt os? Er det evolutionen, der driver os - og er det en legitim undskyldning for, at vi mennesker til tider gør umådeligt dumme ting, for at få fat i det, vi ikke kan få? Også selvom vi ikke vil have det?




torsdag den 4. august 2011

Pausefisk

Jeg har i langt tid haft en periode, hvor jeg ikke har haft ord at give af. Der har været tomt i mit hjerte, og intet er kommet til mig. Forårssløvhed, stilhedstid eller bare et liv med pausefisk.

Jeg har været stille, musestille - listet rundt og bare iagttaget.

mandag den 28. marts 2011

Ensomhed

Mon man kan vænne sig til følelsen af ensomhed? Kan man komme dertil, hvor den ikke længere gør ondt og gnaver på sjælen? Hvor den ikke længere fylder en med en følelse af, at sidde helt alene i hele verden? Og hvor længe kan et menneske holde til at have det på den måde? Massevis af mennesker er ensommme, men midt i al moradset opdager man ikke (og det er jo ensomhedens væsen), at man ikke er alene i det. Jeg tror, at der er forskel på, hvor meget vi mennesker er ensomme. Nogle opdager det næsten ikke i løbet af et liv, mens andre slås med det, trods venner og familie, der støtter og holder af, så vil fornemmelsen af, at sidde være overladt til sig selv snige sig ind i livet på en. Jeg tror, at det er en følelse, som vi alle på et eller andet tidspunkt har - det er en grundfølelse, som vi ikke kan komme udenom. Måske netop derfor skal vi begynde at tale om den, så vi lære håndtere den. Hilsner fra et af de mennesker, der livet igennem må slås med den følelse trods et godt liv.

fredag den 21. januar 2011

Min far og min mor

Jeg har sådan en mor, der tager sig tid til at lytte, når jeg ringer til hende og fortæller om sit liv. Jeg har sådan en mor, der synes, at alt, hvad jeg gør, er godt og smukt.
Jeg har sådan en mor, der sender en opmuntrende sms, når jeg er ked af det.

Jeg har sådan en far, der altid tager telefonen, når man ringer, fordi han altid har tid til en.
Jeg har sådan en far, der modsiger mig, når jeg tager fejl.
Jeg har sådan en far, der siger, jeg skal holde op med at bande så meget.

Min far og min mor er dem, jeg ringer til, når alt går helt ad helvede til, og jeg stoler allermindst på mig selv, for det er de mennesker, der synes allerbedst om mig.