Pausefisk

Jeg har i langt tid haft en periode, hvor jeg ikke har haft ord at give af. Der har været tomt i mit hjerte, og intet er kommet til mig. Forårssløvhed, stilhedstid eller bare et liv med pausefisk.

Jeg har været stille, musestille - listet rundt og bare iagttaget.

Ensomhed

Mon man kan vænne sig til følelsen af ensomhed? Kan man komme dertil, hvor den ikke længere gør ondt og gnaver på sjælen? Hvor den ikke længere fylder en med en følelse af, at sidde helt alene i hele verden? Og hvor længe kan et menneske holde til at have det på den måde? Massevis af mennesker er ensommme, men midt i al moradset opdager man ikke (og det er jo ensomhedens væsen), at man ikke er alene i det. Jeg tror, at der er forskel på, hvor meget vi mennesker er ensomme. Nogle opdager det næsten ikke i løbet af et liv, mens andre slås med det, trods venner og familie, der støtter og holder af, så vil fornemmelsen af, at sidde være overladt til sig selv snige sig ind i livet på en. Jeg tror, at det er en følelse, som vi alle på et eller andet tidspunkt har - det er en grundfølelse, som vi ikke kan komme udenom. Måske netop derfor skal vi begynde at tale om den, så vi lære håndtere den. Hilsner fra et af de mennesker, der livet igennem må slås med den følelse trods et godt liv.

Min far og min mor

Jeg har sådan en mor, der tager sig tid til at lytte, når jeg ringer til hende og fortæller om sit liv. Jeg har sådan en mor, der synes, at alt, hvad jeg gør, er godt og smukt.
Jeg har sådan en mor, der sender en opmuntrende sms, når jeg er ked af det.

Jeg har sådan en far, der altid tager telefonen, når man ringer, fordi han altid har tid til en.
Jeg har sådan en far, der modsiger mig, når jeg tager fejl.
Jeg har sådan en far, der siger, jeg skal holde op med at bande så meget.

Min far og min mor er dem, jeg ringer til, når alt går helt ad helvede til, og jeg stoler allermindst på mig selv, for det er de mennesker, der synes allerbedst om mig.

Dumme udtalelser...

...er noget, jeg er ekspert i at komme med. Der er mange udgaver at dumme udtalelser.
Førstepladsen må gå til de gange, hvor jeg ikke når at tænke mig om, inden jeg har fornærmet den, jeg taler med. Dog undskylder jeg mig med, at jeg netop ikke tænkte.

Anden pladsen må gå til de gange, hvor jeg selv i forvildelse tror, at jeg er morsom. Jeg kommer med en sjov, kvik og sarkastisk bemærkning, der så ikke falder i den frugtbare jord, jeg håber på, men hvor jeg, mens jeg i øvrigt selv griner, fornærmer den, jeg taler med. Her er undskyldningen, at jeg mener det godt.

Og tredje pladsen må gå til de gange, hvor jeg bliver nevøs, og i desperation siger noget, mens min hjerne råber stooop & hold nu op. Men ak ordene vælder ud af mig som skidt fra en spædekalv. Undskyldningen? At jeg bare skal lære at holde mund.

Hysteri eller ok?

Kender I det, at folk kommer til at sige et forkert navn, når de kalder på en. Eller at de staver ens navn helt forkert?

Jeg kender det! Og jeg bliver altid på en eller anden måde sat godt og grundigt på plads. Det er som om jeg bliver lidt mindre, når det sker - som om at jeg ikke er værd at huske navnet på. Måske det er hysteri, men jeg forsøger altid selv at huske navnene på folk og stave dem rigtigt.

Hvad mener du?

Prøv bare at se

Se lige her

Så er det sørme jul!!

Når man møder danskere i udlandet

Jeg har just været på den anden side af verden, nærmere betragtet Australien. Og det er et kontinent med mange, og jeg mener mange, turister. Især tyskerne har indtaget landet down under og så meget, at mange udstillinger har oversættelser af deres tavler på tysk.

Men det er nu slet ikke tyskerne, der er emnet for dette indlæg, men derimod danskerne. Der er ikke mange danskere at finde i dette mægtige land. En del af grunden kan findes i, at vi på verdensplan er et lille, bitte land med meget få mennesker, selvom man til dagligt kan få den vildfarelse, at vi er centrum for universet. Men ikke desto mindre, så sker det, at man render ind i landsmand, når man rejser rundt.

Normalt er mange danskere utrolig stolte af deres land, når de rejser, og pludselig ser man Georg Jensen, Stelton, Kronprinsesse Mary og Den lille havfrue alle steder. MEN den stolthed aftager med lynets hast, når man møder en landsmand. Så forsøger vi at krybe os væk fra hinanden og lader som om, at vi bestemt ikke kommer fra Danmark. Og det til trods for at selv vores engelsk afslører os på 100 meteres afstand.

Dette valgte jeg på denne rejse at se bort fra! Jeg VILLE være venlig, når jeg mødte en dansker. Og det skete pludselig midt i outbacken ved et vandfald, at jeg genkender mit modersmåls toner. Jeg tænker, at nu skal det være - vi danskere kan sagtens være venlige, når vi møder hinanden på den anden side af jorden. Helt ærligt med kun 5,5 millioner danskere i verden, så er sandsynligheden ikke så stor, så når det sker, bør vi være glade.

Jeg hilser på den lille gruppe af danskere med et "hej med jer"! Lidt pause, forvirrede ansigter, et øhh mmm hej og så kommer det:

"Kender vi hinanden?"

Nej, vi kender ikke hinanden, men jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt, at udveksle høfligheder, et smil og et goddag, når vi nu mødes.

De går hurtigt derfra, og jeg står tilbage og tænker, at venligheden i Danmark er på retur.