Jeg har just været på den anden side af verden, nærmere betragtet Australien. Og det er et kontinent med mange, og jeg mener mange, turister. Især tyskerne har indtaget landet down under og så meget, at mange udstillinger har oversættelser af deres tavler på tysk.
Men det er nu slet ikke tyskerne, der er emnet for dette indlæg, men derimod danskerne. Der er ikke mange danskere at finde i dette mægtige land. En del af grunden kan findes i, at vi på verdensplan er et lille, bitte land med meget få mennesker, selvom man til dagligt kan få den vildfarelse, at vi er centrum for universet. Men ikke desto mindre, så sker det, at man render ind i landsmand, når man rejser rundt.
Normalt er mange danskere utrolig stolte af deres land, når de rejser, og pludselig ser man Georg Jensen, Stelton, Kronprinsesse Mary og Den lille havfrue alle steder. MEN den stolthed aftager med lynets hast, når man møder en landsmand. Så forsøger vi at krybe os væk fra hinanden og lader som om, at vi bestemt ikke kommer fra Danmark. Og det til trods for at selv vores engelsk afslører os på 100 meteres afstand.
Dette valgte jeg på denne rejse at se bort fra! Jeg VILLE være venlig, når jeg mødte en dansker. Og det skete pludselig midt i outbacken ved et vandfald, at jeg genkender mit modersmåls toner. Jeg tænker, at nu skal det være - vi danskere kan sagtens være venlige, når vi møder hinanden på den anden side af jorden. Helt ærligt med kun 5,5 millioner danskere i verden, så er sandsynligheden ikke så stor, så når det sker, bør vi være glade.
Jeg hilser på den lille gruppe af danskere med et "hej med jer"! Lidt pause, forvirrede ansigter, et øhh mmm hej og så kommer det:
"Kender vi hinanden?"
Nej, vi kender ikke hinanden, men jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt, at udveksle høfligheder, et smil og et goddag, når vi nu mødes.
De går hurtigt derfra, og jeg står tilbage og tænker, at venligheden i Danmark er på retur.
0 kommentarer:
Send en kommentar