Ensomhed

Mon man kan vænne sig til følelsen af ensomhed? Kan man komme dertil, hvor den ikke længere gør ondt og gnaver på sjælen? Hvor den ikke længere fylder en med en følelse af, at sidde helt alene i hele verden? Og hvor længe kan et menneske holde til at have det på den måde? Massevis af mennesker er ensommme, men midt i al moradset opdager man ikke (og det er jo ensomhedens væsen), at man ikke er alene i det. Jeg tror, at der er forskel på, hvor meget vi mennesker er ensomme. Nogle opdager det næsten ikke i løbet af et liv, mens andre slås med det, trods venner og familie, der støtter og holder af, så vil fornemmelsen af, at sidde være overladt til sig selv snige sig ind i livet på en. Jeg tror, at det er en følelse, som vi alle på et eller andet tidspunkt har - det er en grundfølelse, som vi ikke kan komme udenom. Måske netop derfor skal vi begynde at tale om den, så vi lære håndtere den. Hilsner fra et af de mennesker, der livet igennem må slås med den følelse trods et godt liv.